
19. september 2016
En af myterne om græsk mad er, at der grundlæggende kun serveres 7 forskellige hovedretter, en til hver dag i en typisk turistferie på en uges tid: Mousakka, kleftiko, stew, kødboller og souvlaki (flere kødsorter), m.v. og så noget fisk.
Det passer naturligvis ikke!
Det er grove generaliseringer, men de fleste taverner har måske genkendelige retter på deres menukort, og nuancerne i smagsoplevelserne overdøves nok hurtigt af et halvt eller helt kilo af den lokale vin. De fladtrådte turistmenuer kan faktisk også være lidt ensformige.
Det mere nuancerede billede er, at en række storslåede smagsoplevelser byder sig til, enten hvis man er heldig eller hvis man lige kigger lidt bag de forreste turist-tavernafacader.

Sådan en oplevelse var der på Taverna to Remetzo i Gerakas. Vi havde allerede mødt og snakket med køkken-mamma, Vibeke. Og ja, Vibeke er dansk med knap 20 års erfaring i det græske køkken. ”Jeg har spurgt mig lidt for hos de græske naboer og de gamle koner, hører lidt her og lidt der, og så er der blevet det her ud af det”.
Langs kajen i Gerakas var der mere end 35 gæster hos Vibeke og Tasos den aften, fuldt hus, mens de øvrige taverner var nærmest tomme. Så Vibekes mad tiltrækker andre end os. Og lur mig, gæsterne opdagede ikke, at køkken-mamma bag komfuret ikke havde dybe græske aner.
Vibeke laver gode græske retter, men med noget mere. De græske tilfældigheder er erstattet af mere præcision, mere opmærksomhed, kælen for detaljerne, lidt ekstra, og det smager altså af noget mere. Fantastisk middag!

Vi laver oftest mad selv. Frugt og grøntråvarerne under disse himmelstrøg er naturligvis bedre end de hollandske drivhus-frem-provokerede.

Vi finder gode slagtere i næsten alle landsbyer, byer og øer. Ofte flere tæt ved hinanden. Udbuddet varierer i omfang, men kvaliteten er vi vist ikke gået fejl af en eneste gang. Og hjemmelavede pølser synes at være hver slagters specielle varemærke, uhm!

Kyllinger er et andet fund hernede. De er friske, ofte lokale, og de fleste har vist set solen. De vejer typisk knap 2 kg, og de koster rundt 50 kr. Der er rigeligt mad til to, i to dage. Også her er smagen oftest noget vi kun drømmer om der hjemme. Sådan en fyr købte vi hos slagteren i Monemvasia, og den kylling holder nu på andendagen.

I slagterens fryser lå kyllingelår til under 15 kr. pr. kilo, eller halv pris af de friske græske. Hvad er det for noget? ”Jo”, sagde slagteren, ”det kommer fra Holland. d.v.s. egentlig kommer det fra Brasilien, men parteres og pakkes i Holland. Så sender de det herned. De lår har altså rejst det halve af kloden rundt. De priser kan vi ikke konkurrere med. Tidligere købte grækere ikke sådan noget, men de senere år er de begyndt på det, de er nødt til det (krisen). Og nej, det smager ikke af noget, men jeg må have dem i udvalget.”
Vi fortalte, at på den yderste pynt på Lesbos i et minimarked var frosne kyllinger fra Padborg! og på en lille Ionisk ø var hele supermarkedet en dag fyldt med tomater, fra Belgien! Ja, det er underligt, og smager ikke af en skid!
Interesseret spurgte slagteren til mad i Danmark. Vi fortalte hvor mange selvstændige slagtere, der egentlige er i Danmarks næststørste by, måske godt en håndfuld. ”Puha, sådan går det nok også her! Hvordan med svinekød så?” Tja, svinene i Danmark har vist et par koteletter mere, men kvaliteten i øvrigt er absolut sjældent noget at prale af! ”Jamen, Danish Crown har vi her i Grækenland hørt er det bedste af det bedste”. Slagteren resignerede og konstaterede, at det nok er den vej, det kommer til at gå…..

Bagerne står tidligt op. Bageren i Kalamata lægger brændet i ovnen ved 2 – 3 tiden, og brødet er færdigt kl. 6 eller 7. Friskt, godt og til ingen penge, og så vejer det noget