3 august 2017
Med H. C. Andersens udtryk in mente har vi ’levet rigtig meget’ de sidste godt 24 timer.
En historie om hjemrejse med fly havde vel fyldt 1½ linje, men med tog får man mere for pengene; man rejser og lever rigtig meget!
Over 90% af vore rejser er flyrejser fra A til B, eventuelt med omstigning et sted under vejs, og uden for højsæsonerne er det billigt. Julis og augusts højsæsonpriser fik os til at prøve togrejse.
Bestillingen på nettet er knap så nemt som med fly. ”Rome2Rio”-app’en angav byen Ilirska Bistrica i Slovenien som nærmeste afrejsestation ved Koper, men det viste sig at være godt 75 km i den forkerte retning.
Kl. 10 kunne billetdamen på stationen i Koper nemlig meddele det med den forkerte retning. Det var som at starte rejsen i Tarm, hvis man skulle fra Billund til København. Men en ny billet sendte os hurtigere og nemmere gennem det bjergrige og smukke Slovenien til hovedstaden Ljubljana, først 3 kvarter med togbus og så 1½ time med topmoderne tog. Godt to timer tidligere fremme end on-line-billettens rejse, men første del af den købte on-line-bilet var så overflødig.
Kl. 15.27 havde vi på knap tre timer slentret gennem Ljubliana, fået en dejlig frokost nær ved floden Sava og et kort kig på byen, inden godt halvanden times togtur videre med Slovenske železnice (deres DSB) til Østrig. ”Selvfølgelig er der aircondition” havde billetdamen sagt, men det mærkede vi nu ikke meget til, da vi susede videre i 40 graders varme.
Kl. 17 rullede toget med os svendende passagerer ind på perronen i Østrigs Villach. ”I skal bare tage toget til München på perron 4” sagde konduktøren. Vi havde med Deutsches Bahns Sparreisen fået en ikke-ombyttelig 1. klasse-billet med senere afgang fra Villach fra en helt anden perron og omvej via Salzburg med planlagt ankomst til München kl. 01.20.
Vi fulgte nu konduktørens opfordring og sad snart i det topmoderne og komfortable tog. ”Vil I have noget at læse i” spurgte den høflige konduktør, ”og restauranten for 1. klasse er i vognen ved siden af, men de serverer også gerne ved jeres pladser”. Øh, vi er vist ikke vant til første klasse, her var helt stille. Og on-line-billetten via Salzburg var så også overflødig.
Ved 22-tiden var vi midt i München, 6 timer før den næste ikke-ombyttelige togforbindelse til Hamburg. Selv om den overdådige 1. klassetur med ÖBB (Østrigs DSB) næppe havde tæret for voldsomt på kræfterne, så anedes trætheden alligevel under vores vurderinger af, hvad Münchens Hauptbahnhof-kvarter mon dog kunne bruges til på egen hånd, her mellem 22.30 og 04.15.
Vi følte os et øjeblik ikke helt unge længere, da vi skønnede, at 6 timer i Münchens natlige kvarterer nemt kunne beløbe sig til priser langt højere end nye biletter til Hamburg. Så vi lod Eisbein, sauerkraut og Red-light-district være, hvad det var, og så sprang vi på første tog til Hamborg. Derved blev tredje del af on-line-billetten overflødig, nemlig nattens og morgenens 1. klasses liggestole med Deutsches Bahns højhastigheds ICE tog.
De gode billetter blev nu “byttet” om med to pladser i 6 mands kupe på 2. klasse, hvor aircondition heller ikke virkede og igen op imod 40 grader. Kupeens sæder blev slået ud, så der blev en stor madras, hård, men næsten ok. Kupeen delte vi med en returnerende tysk feriefamilie, hvor den 5-årige søn ved 03.45-tiden lod hele sit sure tarmindhold forlade legement gennem munden, akkompagneret af hans skrigende mor. Sikke en opvågning, bestemt ikke første klasse, og der var ikke noget alternativ til ”lugten i bageriet”, så den fulgte med til Hamborgs friske luft.
Et kvarter i 9 nåede vi med high-speed togskifte hen over 9 perroner til regionaltoget mod Flensborg, fik købt billig billet om bord efter forklaring om vor sene ankomst af München-toget. Det gik fint nordpå til togskifte til DSB i Flensborg.
Lidt i 11, nu godt 24 timer efter afrejse Koper, og på vores tredje grænseovergang stødte vi så ind i rejsens første grænsekontrol, ved Padborg. Os hvide (ansigtskulør) slap med at pege på den lomme, hvor vi havde passet, mens rejsende med lidt mere afvigende ansigtsfarver blev kontrolleret grundigere. En iransk familie med to små børn og en gammel far på vej til Sverige blev sat af toget, da de ikke kunne bevise at deres papirer var i orden. Danmark anno 2017!
Hen mod kl. 13 togskifte, hvor erindringen om Kopers knap 40 grader og høje luftfugtighed forduftede, mens vi stod med vore kortærmede skjorter og shorts og blev kølet af på regnvåde Fredericia Banegård.
Over i ”Sølvbryllupstogene”, DSB’s mere end 25 år gamle IC3-tog. Fantastisk design, dengang, nu ser de noget hærgede ud, nok det mest hærgede togsæt vi kørte med blandt togrejsens fire nationale togselskaber. Fantastisk hvad liberalistiske tankegange om konkurrence og udbud kan fremtrylle!
Og lidt i kl. 14 snoede IC3 toget mod Frederikshavn og Struer sig planmæssigt ind på Aarhus Banegård. IC3-togene er nemlig toghistoriens mest præcise.
28 timers oplevelsesrejse, med langt flere indtryk end de ligegyldige rejser med fly plejer at levere. Tak til Slovenske železnice, Österreichische Bundes Bahn, Deutsches Bahn og De Danske Statsbaner for 28 timers oplevelser.
S/Y Bare Lykke 