“Bare Lykke” Back in Bugten (Aarhus)

Ankomst til Aarhus Lystbådehavn.

26 august 2017

Mørket var faldet på, da “Bare Lykke” med Steen, Per og Jens anduvede Aarhus Lystbådehavn i lidt småregn 8. august.

Kort forinden krydsede “Bare Lykke” sit sejlede spor fra 3. juni 2014, og tanker om alt det gode, der var hændt os siden, vældede uundgåeligt op, godt 3 år og 6.500 sejlede sømil senere.

Fehmarn Sund broen, vi kunne lige gå under.

Forrygende sejlads fra Neustadt ved Lübeck, op langs Store Bælts, Samsøs og Jyllands flade, grønne kyster, sammen med gode venner i “Bare Lykke” for fulde sejl med spiler, det spillede nok lidt med erindringerne og følelserne. Og Vitter og Peter på molen til velkomst, senere også Lili, et glas kommet-godt-hjem-hvidvin i “Bare Lykke”, næsten på sin vante plads.

Vi var hjemme igen. Det føltes også godt!

Da vi havde tømt alle hylder, skabe, reoler for eksempelvis tøj, bøger, kort, redningsflåde, påhængsmotor, gummibåd, redningsbøje m.v. var der ‘kun’ det ekstra bådgrej tilbage (billedet), som vi de sidste tre år havde skrabet sammen for at være godt nok udrustet….

Efter vi anduvede Aarhus Lystbådehavn 8. august er tiden fløjet af sted.

“Bare Lykke” er tømt for langtursgrej, og lettet for måske 1,5 t. Hun flyder helt anderledes på vandet, sejler lettere, som ”i gamle dage” før vi tog af sted. Efter at være blevet kaldt ”sikke en pæn lille båd” i knap tre år i Middelhavet, så ’bryster’ (eller hvad en båd nu gør) “Bare Lykke” sig nu igen som en af de større både i havnen.

Udsigt fra Kongsgårde Bro en dejlig sommeraften.

Vi er på første weekendtur i “Bare Lykke” sammen med børnebørn og svigerdatter. Kendte havne, kendte lystbåde, kendte mennesker, kendt sprog og kendt land, ikke behov for at læse Trip Advisor og dusinvis af andre guides med ”hvad der er værd at se”, eller opsøge myndigheder med papirer, bestikkelse m.v. Og over morgenmaden i 18-20 grader konstaterede vi med tilfredshed, at det bedste den dag næsten var, at det ville blive varmere. Vi kender kulturen, befolkningen, livet og seværdighederne.

Sikke mange danske flag på nabobådene!
Og “Bare Lykke” nyder hjemhavnen, bryster sig (eller hvad skibe nu gør), nu hun ikke længere er blandt de mindste både i havnen, som blandt Middelhavets mange ‘kubikmeter-både’.

GemGem

GemGem

GemGem