18. juli 2014

Vi fulgte vejrudsigterne nøje hele dagen for at søge at sejle fra Dieppe fredag, når den nye propel var monteret. Først var der hårdtvindsvarsel for, men det blev taget af fredag formiddag. Siden varsel om torden og regn, men det blev modereret til at være inde i landet og først om natten uden for kysten. Enden på det hele blev varsel om maks. 4-6 m/s og torden ud på aftenen.

Vi kom afsted i smukt vejr med svag vind agten ind. De sædvanelige 2200 omdrejninger på motoren gav 7,4 knob (0,8 ekstra med den nye propel), så det gik derudaf, oven i købet med 1-2 knobs medstrøm, som beregnet. Sol, brusebad og pandestegte koteletter. ETA 22.00.

Halvvejs trak sorte skyer sammen over land med stor hast, med masser af lyn og torden. Selv om vi lå 1-2 sømil ude, så var uvejret hurtigt over os og omkring os. Mørkt og masser af lyn, tæt på!

Der fornuftigste synes at være at holde på vores mål for sejladsen, Fecamp, og den bedste taktik at gå imod og i gennem uvejret under det lyseste sted i skyerne og udnytte de nu 2-3 knobs medstrøm til at komme hurtigt igennem det og nå Fecamp på 1½ time. Lynafledere monteredes i alle vanter (riggen).

Efter et stykke tid ville Vitter vende om og østpå, tilbage til Dieppe. Vi vendte og snakkede om det. Det talte imod, at vi så ville få stærk modstrøm, og formodentlig blive længere i uvejret og have længere til havn.

Tidevandshavnen Saint-Valery-En-Caux lå tværs bagbord godt en sømil inde. Tidspunktet, hvor tidevandet umuliggjorde anløb af havnen, var tæt på, eller overskredt. I håb om at udnytte den statistiske usikkerhed (eller den meteorologiske) kaldte vi flere gange havnen og marinaen for at høre om havnen alligevel var åben. Eller for i det mindste at få en vejrudsigt. Ingen svarede!

Imens sejlede vi frem og tilbage en sømil ude for den lille by, og holdt os fra de mørkeste skyer. Det tordnede og lynede nu uafbrudt, og det øsregnede. Vindmåleren viste på et tidspunkt 21 m/s. Vi enedes om at gå videre vestpå gennem uvejret i håb om, at det snart var overstået, og for at nå Fecamp.

Så kom der pludselig opkald fra havnen i den lille by, for at få at vide, hvad vores ærinde var; det lød som en yngre mands stemme. Svaret på vores anmodning var, at manden forklarede, at havnen var tørlagt (i bogstaveligste forstand). Manden kendte ikke til vejrudsigter, da han ikke havde med havnemesteren at gøre. Det lød som megen god vilje, han havde blot besvaret et opkald.

Vi enedes om at gå videre mod vores mål, Fecamp, gennem uvejret. Efter en halv time var det værste overstået, uvejret trak østpå, og vi vestpå. Den sidste halve time holdt vi øje med mørke skyer fra uvejret bag os; de vendte deres retning, og var nu også var begyndt at trække vestpå, efter os….

Under vejs opdagede vi, at en RIB (stærk gummibåd) sejlede ud fra stranden. Der var to redningsfolk ombord, og de styrede direkte imod os. Da de kom på klods hold spurgte de, om vi var OK. Det svarede vi, at vi var, og efter “thumbs-up” og store smil vendte de båden og sejlede tilbage til stranden. Opmærksomhed og service!

Citat fra Göran Schildt’s “I Odysseus kølvand”, som Vitter er ved at læse, og netop nået til denne passage: “Jeg ved ikke, efter hvilken meteorologisk lov tordenvejret i syden altid skal præstere et tre gange så kraftigt drøn og syv gange så forgrenede lynglimt, som dem vi er vant til, fra Norden. Det uvejr, der nu nærmede sig med stor hast, var ganske simpelt rædselsvækkende, og vi var bange som harer, mens vi lå og stampede i den voksende søgang. En mangeårig vane tro fordelte vi dog også denne gang følelserne mellem os, så Mona gav udtryk for en altfrygtende nervøsitet og ængstelse for totalt forlis, mens jeg udtalte de nødvendige beroligende ord og med overbevisning opregnede de positive chancher for redning. En sådan arbejdsfordeling er i virkeligheden en af de største fordele ved at være to i vanskelige situationer.”