2. august 2014

“Det der tidevand, der altid skal bestemme, hvornår vi skal sejle” (citat Vitter), det tidevand slutter mere eller mindre i Rouen. Østover flyder Seinen bred og smuk gennem Paris og langt ind i Frankrig. Det første stykke snor den sig smukt mellem de kalkklipper, som den har været millioner af år om at erodere sig ned gennem. Rammer om en meget smuk sejltur er således givet – helt gratis (ind til vi skal købe gennemsejlingstilladelse!).

Mellem kalkklipperne tårner et sted en Richard Løvehjerte-borg sig op, andre steder og smukke slotte, nogle med sine bedste dage bag sig. Overalt små landsbyer med deres grå brune pudsede bindingsværkhuse, selvfølgelig skoddede til for ”siestaen”. De fleste lange stræk minder om en bred Gudenå, eller om mange silkeborgsøer i forlængelse af hinanden, med smukke, tætte træbevoksninger hængene ned i vandkanten.

Fugle og dyrelivet er en oplevelse. Mads fangede en skildpadde (næppe lokal dyreart), og Peter harpunerede en Multe, vi så en pelikan, og oddere plasker arrogant og uforstyrret omkring os. En lille, helt blå ful med en høj smuk kvidren har vi ikke fået navn på endnu og ligeså med en række falke/ørne (vi mangler skolelæreren).

Hejrer er jo let genkendelige, hvor end vi træffer på dem.

En af Frankrigs hovedtrafikårer, benævnes Seinen i sejladsvejledninger. Vi møder maks. 15 – 20 penicher (motoriserede pramme med 500 – 2000 tons fragt) dagligt, de er venlige og vinker, når de passerer os. Vi møder få med samme skæbne som os, måske en eller to om dagen. Og kø ved toiletterne i lystbådehavnene kender vi ikke til, for der er ikke nogen toiletter!