Tivoli Friheden bådudlejning på Saone

IMG_7216
Saone er fyldt med rigtig mange udlejningsbåde

7. september 2014

De værste farer på vor tur kommer vi ud for på Saone! Et eksempel beskrives i det følgende.

En charterbåd, en 10 meter lang motorbåd i to etager med ca. 30 fendere, ligger til at gå i slusen før 3 andre både, der i blandt “Bare Lykke”. Ventetiden fordriver de med en mindre grundstødning direkte i brinken. Vi holder pænt afstand ved indsejling til slusen, det ser usikkert ud i charterbåden foran med 3 aldrende ægtepar. Ingen tvivl i en af herrernes attitude om hvem, der står for overkommandoen om bord. Han sejler båden ind i slusekammeret.

En af de ældre kvindelige besætningsmedlemmer lykkes pludselig med at lægge en fortøjning om en pullert på slusekanten. Hun har åbenbart fået besked på at holde godt fast, og det gør den svære dame i en sådan grad, at hun tumler om på dækket, slår sig og taber briller (og sikkert også gebis), mens hun stadig holder fast. Hun havner i rækværkets hjørne ved hækken, hvor hun falder sammen som en anden knock-outet bokser. En anden aldrende dame iler til og forsøger fortsat at bremse skuden, der fortsætter mod slusekammerets porte for enden af slusen. Ham med overkommandoen fortsætter nemlig ufortrødent sejladsen med motoren gående fremad!

På forskibet har en af de ældre mandlige besætningsmedlemmer tjansen, og med noget større held, får han både fat i pullert og tøjret den frie ende af tampen, så båden standser øjeblikkeligt, uanset hensigten hos ham med overkommandoen. Da han endnu ikke har besluttet sig til at standse fartøjets fremdrift foranlediger forfortøjningens virkning, at agterskibet nu svinger rundt i en bue med stævnen som svingradiussens centrum. Det betyder, at hækken nu med pæn fart svinger over og kolliderer med slusens modsatte side, hvor “Bare Lykke” ellers kunne have ligget. Charterfartøjet ligger nu komplet på tværs i slusen.

Vi bliver fortsat pænt i baggrunden.

Miraklernes tid er åbenbart ikke forbi, og på en eller anden måde bliver charterfartøjet efter nogen tid placeret rigtigt, parallelt med slusevæggen, og med et pænt antal fortøjninger sat, dog sidder den svære dame fortsat opgivende og sikkert lettere groggy i sit ’ringhjørne’ uden at gøre anstalter til at afværge noget som helst.

Da alt på charterfartøjet ser velfortøjret ud glider vi forsigtigt ind i slusen, op langs den modstående slusevæg.

Vi snakker med ham på charterbådens fordæk, der på fransk siger noget med, at det er første gang og trækker på skuldrene! Ja, siger vi, det kan vi da godt se, og så griner vi alle sammen. Vi udnytter dette første gemytlige øjeblik i slusen til at foreslå, at “Bare Lykke” sejler ud først, og det accepteres med et smil, og godkendes af overkommandoen.

En båd med to danske par fortalte senere, at instruktionen ved udlevering af den lejede båd tog mindre end 10 minutter, at der ikke blev spurgt til sejladserfaring eller –uddannelse, og at man i den grad følte sig overladt til sig selv. De havde (også) lært det på den hårde måde.

Underligt, når en anden en (os) skal have CEVNI-bevis, opdaterede VHF certifikater o.s.v.

photo
Gad vide om udlejningssejlerne ved hvilket fag de skal sejle igennem? Skotske Mureen tog dette smukke foto.
Advertisement