5. september 2014
Gennem kanaler og floder efter Paris og over Langres plateauet har det skortet på byer med indkøbsmuligheder ud over det mest nødvendige. Men nu er vi i en ’storby’ med et godt fødevareudbud, flere tøjbutikker m.v.
Vi har været på cafeer, kirker, markeder og boltret os i gode slagterbutikker, for slet ikke at tale om en butik med et udvalg af de lokale snegle. Dem glæder vi os til. Vi har nydt det afslappede liv i byen og i den, efter disse forhold, ret store og velfungerende havn. Der er vel et par hundrede både, 80% af dem lagt op for vinteren. Havnepenge har været næsten ikke eksisterende, men her må vi så betale 90 kr./nat, all inclusive.
Men også en spændende historie, da byen på bredden af Saone har haft en strategisk beliggenhed i Frankrig de seneste 1.400 år. Ved gentagne optræk til ballade har byen befæstet sig yderligere helt frem til det 19. århundrede. I Frankrigs skiftende styresystemer har de ikke altid været lige heldige med deres valg, og tyske hertugdømmer har også haft fat i byen.
Sidst i 1700-tallet uddannede en vis herre Napoleon Bonaparte i tre år sig på byens militærskole, og man skal da love for at han tog ved lære, nok til at sætte det meste af Europa i brand. Han fejres fortsat her i landet med bl.a. statuer, også her i byen.
