27. september 2014
Efter vores farvel til Lyon og den blide og meget smukke Saone-flod skulle vi videre på Rhone-floden, som vi har hørt meget om blandt andre sejlere.
Rhone er bredere, mere strømfyldt, en flod med mere “kraft” i, meget mere tung trafik af store turistbåde og store penicher, meget større og dybere sluser, færre havne med dybder, hvor vi med “Bare Lykke”s dybgang på 1,80 vil have mulighed for at sejle ind i, sværere ved at finde tillægssteder langs floden ved offentlige “halter” osv – dvs masser af problemer, som man nok kunne tage til sig, hvis man var/er en person, der har hang til at bekymre sig!!!! ( skrevet af Vitter!)
Indtil videre går det fint. Rhone har vist sig at være meget smuk – og bred, ikke særlig strømfyldt for tiden, da det ikke regner så meget i Alperne lige nu, for det er derfra “problemerne” kommer.
Siden vi sejlede ind på Rhone har vi haft skønt vejr- sol og varme, 22 – 26 graders varme, aftenerne, nætterne og morgenerne dog noget køligere, – men sol og varme pynter jo også godt på billedet af Rhone.
Vi kan se smukke bjerge, bl.a. Alperne, vinmarkerog hyggelige byer, når vi langsomt sejler igennem landskabet- men også en del industri- og atomkraftværker, men så vender vi bare ryggen til! Det gør Jens ikke når vi passerer vinmarkerne! her er det et ‘hermitagebjerg’ langs Rhone.

Sluserne er kæmpestore- men meget lettere at gå til, end alle de mindre sluser, som vi har været igennem. Vi kommer dog flere gange til at ligge udenfor sluserne og vente 1-2 timer, før alle erhvervsfartøjerne er sluset igennem – men nogen gange er vi heldige at komme igennem med det samme, når vi er 3-4 lystbåde, der gerne vil sluses, eller hvis der lige er plads til os i en sluse bagved en peniche.
Vi gør så fast til en kæmpestor pullert i slusevæggen, og denne pullert synker automatisk ned sammen med vandet – så vi skal ikke gøre andet, end bare at holde i tovværket, som har fat rundt om pullerten!
Her i Rhone sluser vi kun ca. 12 gange, inden vi er nede ved Middelhavet – men så sluser vi også 10-15 meter ad gangen – vi har endnu den dybeste sluse, 23 m, til gode – den sluser vi med en af de nærmeste dage.
Rhone har ikke så mange havne at gå ind i, og på dette tidspunkt af året er de få havne fyldt med både og besætninger, som skal ligge der hele vinteren – det er små mini-samfund!
Vi har fået det til at passe indtil videre, så vi har anløbet gode havne – i dag ligger vi i en havn i Valence. Indløbet er kun 1,60 dybt – men “Bare Lykke”s 1,80 gled alligevel fint herind!
Vi har en nat ligget ved et “halte” langs floden- det var temmelig livligt at ligge der, da båden hoppede og ned og rev sig i fortøjningerne hver gang en peniche eller en stor turistbåd sejlede forbi – men det gik, selvom nattesøvnen også blev derefter!
Vi fortsætter nu mod Avignon, hvor vi har planlagt at blive nogle dage og opleve byen.
Dernæst har vi igen nogle dages sejlads til Port St. Louis ved Middelhavet, hvor vi skal have vores mast på- og gøre “Bare Lykke” til en rigtig sejlbåd igen!