10. juli 2015

Albanien stod på turens ønskeseddel. Vi vidste dog, at det kunne være noget bøvlet at få tilladelser m.v., og at anløbene ville være præget af meget simple forhold, mest trafikhavne, og måske også usikkert. Det blev bekræftet af gode venner, der sejlede derop for 1½ måned siden, så vi belavede os på, at Albanien ikke blev i denne omgang.

Fra Korfu sejler der imidlertid en turistbåd til Sarande, sydligste havn i Albanien. Det blev vores mulighed for at se dette lettere ”mystiske” land. Vores forudindtagede billede baserede sig på meget lidt viden, indtrykket var et lukket, primitivt, fattigt land, kuet af kommunismen i årtier.

Vi ankom til en nyanlagt kaj, hvor der lå en sejlbåd fra Helsingborg, der fortalte, at formaliteterne ved indsejling var meget overskuelige. Forholdene så fine ud, der var ikke mange gæstepladser til lystsejlere, men rigeligt til efterspørgslen.

Vi steg ind i en tip-top moderne bus, der dagen igennem kørte os til arkæologiske seværdigheder og storslåede naturoplevelser. Fine nyopførte hoteller langs strandene, fyldte med indenlandske og udenlandske turister. Væk fra turistområderne så tingene nok usle ud, mere forfaldne end det, som vi har set i Grækenland.

Rejseguiden, der havde universitetsgrader i sprog og arkæologi, fortalte om Albanien i dag: EU-kandidat, Nato-medlem, gennemsnitlig månedsløn 300€, 18% arbejdsløse, pensionistydelse 150€ månedligt.

Og så fortalte guiden hvorfor der ikke er nogen gamle kirker eller moskeer i Albanien, for det tidligere styre jævnede det hele med jorden. Blandt andet derfor udnævnte Albaniens dengang gode og eneste ven, Mao, Albanien til at være hans ”Lighthouse in the West”.

Det blev en meget spændende dag rundt i det sydlige Albanien. Og helt uden bøvl med myndighederne.