Skarp prolog til muligt græsk drama.

IMG_0345
Elena styrer meget kompetent alle de løse ender på Corfu Yacht Yard. Vangelis ejer foretagenet.

9. juli 2015

Velmenende venneminer lå i alvorlige folder, når vi fortalte, at vi skulle til Grækenland, midt i krisen! Ingen penge i banker og automater, tomme hylder i supermarkeder, ingen diesel, ingen ingenting, lød formaningerne. Oven i købet skulle vi flyve med Ryanair, og så var vi så sandelig også selv ude om det, når vi ville på sådanne eventyr! (ud over Ryanairs 80% lavere priser bød de også på direkte fly Billund – Korfu, alternativerne var fem gange længere rejsetid).

Elena var skarp i sin vurdering: ”Sådanne nogle som mig har aldrig set skyggen af de mange milliarder, som Grækenland åbenbart har modtaget og nu skylder. Vi vil gerne betale vores gæld, men hvorfor er den store gæld ”vores gæld”. Alt er skåret ned, stor arbejdsløshed, og det eneste aktiv vi har er turismen, og den vil de nu beskatte, og så får vi blot endnu færre indtægter. Det har varet længe nok, nu må det stoppe!” Øjnene lynede. ”Min Icecoffe her koster 3€, det svarer til 1.000 drachmer før vi fik Euroer, og dengang kostede icecoffeen kun 100 drachmer.

Det rolige gemyt hos Vangelis, indehaver af Corfu Yacht Yard samt et hotel, var presset: ”Vi plejer at have hotellet fyldt på, men efter næste søndag har vi ingen bestillinger.

Også bådudstyrsforretningen var ked af, at få betaling via kreditkort. ”Vi kan ikke betale vores leverandører med bankens penge, for banken har ikke nogen. Vi ser frem til, at alt er normalt mandag, det skal det være, det her har stået på længe nok!”. Afmægtigheden lyste.

Vi mødte flere med samme synspunkter.

Der er mange tegn på stramme tider, overraskende at der fortsat er hjul, der snurrer.

For resten, Ryanair fløj og ankom til tiden, der er diesel på tankstationerne og varer på hylderne, og betaling med kreditkort fungerer næsten som normalt. ”Det er ikke jer turister, der kommer til at mangle noget” lød det samstemmende fra grækerne….

Og hjemme fik vi en dejlig lille gut som barnebarn på Grundlovsdag, skønne Rasmus!

Advertisement