25. september 2015.

I det nordlige Grækenland strækker tre smalle halvøer sig fra Halkidiki mod sydøst. Halvøerne er omtrent 40 – 60 km lange og meget forskellige. Beboerne eksempelvis: Kassandra mod vest er et turistmekka og den midterste, Kalamonisia, rummer spredte bebyggelser og enkelte turistdestinationer i et skovrigt område, Sithoniaskovene.

Athoshalvøen mod øst bebos udelukkende af munke i et meget bjergrigt og ufremkommeligt landskab, vist 2.000 munke. Og ikke ét hunkønsvæsen i nærheden! Jomfru Marie led skibsbrud ud for Athosøens sydlige spids, og intet hunkønsvæsen skal følge i hendes fodspor!

Der er adgangskontrol til halvøen, og vi skal sejle mindst 500 meter fra Athos kyster, og med hunkønsvæsener om bord mindst 1 sømil, siger nogle. Coastguard håndhæver reglen, og jager lystbåde væk, hvis de kommer for tæt på.

Munkene dyrker jorden, laver honning, grøntsager og vin. De er vegetarer, kræft og en række andre sygdomme findes nærmest ikke blandt dem. Vi holdt os i behørig afstand, og drak senere en flaske af munkenes vin, og den var fantastisk god!

Det ”græsk-katolske” har baggrund i 1054, hvor paven i Rom og Patriarken i Konstantinopel ha
vde en strid om overhøjhed over kristendommen, og det endte med at de ”ekskommunikerede” hinanden. Herefter var man enten græsk-ortodoks eller romersk-katolsk. Når man derfor siger, at man er græsk-katolsk udmelder man en ligegyldighed overfor begge retninger, og det bruger vi allesammen til så at udtrykke ligegyldighed i alle mulige sammenhænge.

Munkene på Athos halvøen er bestemt er ikke græsk-katolske, men græsk-ortodokse, og de har værnet om deres traditioner på Athoshalvøen i over 1000 år.