
4. juni 2016
I kølvandet på grækere, syrere, fynikere, romere, ægyptere, jøder, tyrkere og sicilianske sørøvere sejlede vi til Delos og ankrede op i det trange stræde syd for det, der for 2.300 år siden var den mest aktive havn i det østlige Middelhav. Øens beliggenhed er strategisk god midt på datidens væsentligste handelsruter, og øen havde vand nok til de mange indbyggere.
Delos er et af de tre mest interessante historiske, arkæologiske og mytologiske steder i Grækenland. Her startede et religiøst centrum og økonomisk mirakel, der kulminerede i årene op til vor tidsregning.

Både Apollon og Artemis fødested er på Delos, selv om de vist også har andre fødesteder, ligesom Dionysos også havde tæt relation tilstedet; ja, de havde travlt, de guder, for mange af dem henføres forskellige af de øer vi har besøgt.
Romerne gav Delos frihavnsstatus, og det satte gang i handlen. Her var Middelhavets største slavemarked, hvor man indgik aftaler om levering af billig arbejdskraft, som sørøvere og andet godtfolk indfangede og leverede til kunderne rundt om i Middelhavet.

På øen blev der opført handelspladser, kæmpe hippodrom og stadion, teater til 6.500 tilskuere, og helligdomme for syriske, ægyptiske guder side om side med helligdomme for de betydende græske guder.
I dag ligge øen ubeboet hen, åbent for turistbåde fra nærliggende Mykenos, Tinos m.v.

