
3. september 2016.
”Er I fra Danmark?”. Serveringsdrengen på den græske landtaverne i bjergene slog over fra godt engelsk til pære-dansk. Jo, hans mor er dansk, og i nærheden løb en lyshåret lillesøster rundt.
Vi tre besætninger fra danske ”Troldand”, ”Krøgsea” og “Bare Lykke” havde begivet os på vulkanvandring. Vi sprang over det laveste gærde og blev kørt op til få hundrede højdemeter fra krateret fra udbruddet 200 B.C. Det blev en god vandretur, ”den lette” på vandrekortet, så godt at vi ikke valgte en af de svære.

Der bliver snakket, når nordjyder, kjøvenhavnere og så os midt imellem stimler sammen. Vidt forskellige baggrunde, skibe, meninger og holdninger, men alle med den indstilling, at det her kan vi nemt få noget hyggeligt og givende ud af sammen med den fælles klangbund, som sejlads er. Efter et par dage efterlades vi hver især med vore egne planer, og visitkort med link til blogge og hjemmesider. Berigende!

Vores halvdanske serveringsdreng, Christian Yannis, spurgte interesseret til Aarhus, for det er hans plan at studere jura om få år, og Aarhus ligger jo tæt på Varde, hvorfra hans mor kommer. Så han fik etableret forbindelser den dag.


