Verdensklasse klavermusik i ”Polynesien”.

img_6260
På efterårets første sejldag så vi delfiner, god start. I forsommeren så vi ikke en eneste!

2. september 2016.

Kursen for vores efterårstur er lagt rundt om den store halvø syd for det græske hovedland, af gode venner eksotisk omtalt som Polynesien, mens de lokale mener at det hedder Peloponnes.

Det største og mest velbevarede antikke græske teater ligger i Epidauros, så det blev målet for første sejlads fra Salamina.

img_8051
13.000 tilskuerepladser i Epidauros. Og en plet midt på scenen, hvor alle tilskuere kan høre hvad der bliver sagt, selv om der hviskes. Kan man drømme om mere?

Lidt spændte ved turens første havneanløb på, om vores taktik virkede, med at rejse hjem mens de store turisttræk står på hernede, og vende tilbage i september, når det er værste er drevet over.

img_8066
Tidligt den morgen, næsten alene i det store teater.

Men der var god plads langs bykajen i Epidavros, og vi fik nemt en fin plads.

Havnen blev nu hurtigt fyldt godt op, og vi havde betænkelige miner da skipperen på en noget større, bredere og højere tomastet sejlbåd, efter at havde svajet rundt i havnebassinet, forelskede sig i en plads lige ved siden af os. Eneste formildende omstændighed var, at båden bar islandsk flag, og så måtte vi jo tage godt imod dem.

img_2634
Lokal vindruehøst på vej i ganerne uden gæring.

Et ældre par holdt sig pænt i baggrunden på den islandske båd, mens to åbenbart professionelle sejlere med stor præcision manøvrerede ind ved siden af “Bare Lykke”.

De to ældre, der var ejerne af båden, udtrykte en dejlig imødekommenhed og interesse, og gennem vores snakker hen over dagen og aftenen gengældte de vores fortælling om vores familie og vores bosted i Aarhus.

Deres tilknytning var nu til Island, hvor konen kom fra, mens manden oprindelig var russer, men nu var de mest i Schweiz, og i øvrigt rejste de en del. Har fem børn, der som følge af rejseaktiviteten var født i fem forskellige lande. De havde også været i Aarhus, hvor han havde spillet noget klassisk musik, og de forberedte os på, at han nok skulle øve sig lidt på det miniflygel, som de havde i sejlbåden! De skulle nemlig snart til Australien og New Zealand, hvor han skulle spille koncerter.

Så var det Vitter forsigtigt spurgte til hans navn. Uden større armbevægelser svarede han med en beskeden mine ”Vladimir Ashkenazy”. Og så fulgte ellers nogle spændende fortællinger fra deres 80-årige liv, fra Novgorod gennem jerntæppet og murens fald til i dag.

For de, der ikke kender til Vladimir Ashkenazy, så er han klassisk dirigent og pianist og han kan han vel karakteriseres som den klassiske musiks nulevende svar på f.x. Paul McCarthny, Bruce Springsteen eller hvem der ellers kan findes frem i dag, lagt sammen!

It is rare to find, in the same artist, the very highest levels of musical talent living alongside the deepest genuine humility. None has that rare combination in higher degree than Vladimir Ashkenazy.” Gramophone (London), June 2013.

http://www.vladimirashkenazy.com/biography.php

img_8078
Dódý og Vladimir Ashkenazy på deres sejlbåd i Epidavros.
Reklamer