11 maj 2017.

Vitters bratte opvågnen midt om natten kom efter en dejlig kulinarisk oplevelse. På den lokale Taverna, Maestral, ved havnen i Lumbarda på Korcula fortalte servitrice Anna om eftermiddagen kækt om den friske tun og de friske Calamari, så vi besluttede at der ville vi spise senere på dagen.

Men da var Anna væk og ligeså de friske seafood-varer, i hvert fald i følge Annas afløser, den unge Dario. Til gengæld kunne han henvise til en ny restaurant kun 900 m væk med noget af det bedste mad på øen, ja i Kroatien måske. Restauranten var øvrigt hans og familiens, og han ville gladelig betale for en taxa frem og tilbage. Konoba Škafetin.

Vi kunne ikke stå for engagementet, så vi gik de 900 m. Darios Mamma stod for madlavning, servering og opvask, og havde nok at gøre med det, selv om vi var de eneste gæster!

Dario havde ringet og varslet Mamma, og vi nåede knap indenfor før der var skænket hjemmelavet grappa, der smagte rigtig godt.

Og så diskede Mamma ellers op: Aubergineskiver, stegt, i lokal olie og med kapers, fiske-stew med polenta, trippel-chokoladekage, figner i rødvin og hjemmebagt brød. Egen produceret hvidvin og mere grappa.

Hyggelig snak om deres nyetablerede familierestaurant. Far havde indrettet og bygget restauranten, Dario var nødt til at arbejde på Maestral i starten, og Mamma stod for resten, når Dario ikke lige havde fri. Så meget som muligt hjemmedyrket og hjemmelavet.

Da vi skulle betale middagens pris på 300 kuna (=300 kr), kom Mamma med en lille firkantet kasse med en skuffe til at putte pengene i. ”Škafetin” pegede hun på skuffen og sagde, det var altså betydningen af Škafetin.

Vitter lagde sedler i Škafetin’en, og så blev vi ellers vist ud til en gammel Fiat, som Mamma startede og 5 minutter senere var vi hjemme i “Bare Lykke”.

Dejlig oplevelse!

Næste dag gik vi ud til Konoba Škafetin, hvor Dario var hjemme. Mere Grappa og vi forklarede om vores manglende nattesøvn og de ens udseende kroatiske pengesedler. Jo, de havde set, at der manglede noget i deres Škafetin og tænkte, at vi jo nok kom igen.

Vi er lidt længere inde i Kroatiens skærgård, og har oplevet skøn sejlads mellem grønne øer, tæt spredt ud over Adriaterhavet. Man er lige ved at istemme sangen om ”de bøgelyse øer ud over havet spredt, så skært og skønt i solen, som aldrig jeg har set”. Her er de dog mere pinjegrønne, og dog er her løvtræer, vedbend og andre lysegrønne træarter. Men det er ”som aldrig vi har set”.