Livet i franske sluser og kanaler

IMG_6862

25. august 2014

I Canal Entre Champagne et Bourgogne passerer vi 2/3-del af de franske sluser på vor vej, i gennemsnit en sluse pr. 2 km. På de få kilometer mellem sluserne kan vi lige nå at puste ud, få en kop kaffe og gøre klar til næste sluse. Det tenderer fast arbejde, som vi jo for længst har glemt alt om hvad er!

IMG_6870

Sluserne er automatiske, det vil sige self-service, vi skal gøre det hele selv. 300 m før slusen trækker Vitter i et håndtag eller aktiverer en udleveret fjernstyring. Slusen tømmes 1.000 tons af sine 1.500 tons vand, portene åbnes og “Bare Lykke” glider ind. Vitter klatrer de 3 – 4 meter lodret op ad gamle, slimede, våde, indmurede stålstiger, tager mod fortøjninger nedefra, hvor der strammes op.

IMG_6874

 Når vi er klar rykker vi i en stang eller trykker på en anden knap på den udleverede, portene lukkes og de 1000 tons vand buldrer ind og laver turbulens, som var det kraftigt kogende suppe. Få minutter senere flyder “Bare Lykke” 3 – 4 meter højere oppe, Vitter stiger ombord, portene åbnes og vi sejler ud.

IMG_6888

Vi bruger 15-20 minutter pr slusning opad, forhåbentlig noget mindre nedad, når den tid kommer.

Når vi er meget dygtige og ihærdige kan vi klare godt 15 sluser på en dag.

Går noget galt ringer vi til Voies Navigable de France, og så kommer en husmorlignende eller ingeniør spurtende i en lille hvid Peugeot et par kvarter senere og ordner et eller andet. Det sker nu sjældent.

Der er meget få andre både. På denne del af turen har vi måske mødt 5 erhvervsfartøjer ind til videre, og mon vi er oppe på 15-20 fritidsfartøjer? Uden Karin og Hans i ”Mahogny” var det Vitter og Jens alene i Frankrig.

IMG_6950

IMG_6855

IMG_6905

Advertisement