
1. oktober 2014.
Selv med en vis ’sluse-erfaring’ i søfartsbogen var det med ’antennerne ude’ vi for godt to måneder siden anduvede de første sluser ved Seinens udmunding ved LeHavre. Siden har vi snoet os gennem landskaberne omkring floderne Le Seine, La Marne, La Saone og Le Rhone, og omking kanalerne.



Undervejs steg vi 340 meter til vejrs, hvoraf Vitter klatrede de fleste meter op ad slusernes stiger, mens “Bare Lykke” og jeg andægtige ventede på at fortøjningerne fik fat, hvorefter sluseportenes skodder åbnedes og kamrene fyldtes.
Pludselig var der røde advarsler på vejrhjemmesiden (meteo.fr). Efter lidt google-translate så det ud til at handle om kraftigt øgede nedbørsmængder, med varsel om oversvømmelser, der kunne forårsage forbud mod lystsejlads m.v. Et par dage senere fortalte danske avishjemmesider om at gaderne stod under vand i et område tæt på os, forårsaget af 30 cm pludseligt nedbør.
Vi er hidtil sejlet uden om det værste, og har ikke oplevet andet end lidt øget strøm i floderne med en del træstammer og andet. Presset fra nedbør i Alperne øgede for tre uger siden over én nat vandstanden med 2,5 meter på et sted, hvor vi en uge senere kom forbi. Vandstanden i Rhone reguleres af Rhone-selskabets opstemningsværker, men vandet fra Alperne skal jo ud af området.