”Le Bleue”

IMG_9224MF

8. april 2015

Polercremen sad stadig ved neglerødderne da vi sejlede ud fra vinteroplagspladsen ved Port Saint Louis. Solen skinnede, knap 20 grader, let vestenvind, bunkret diesel og vand så alle tanke struttede.

Det gjorde humøret også, og alle forventninger om sejlads på det blå hav blev opfyldte. Ude af bugten Golfe de Fos satte vi sejl i en svag, tiltagende vind. Slæk på, blåt hav, sol, varme, god fart – vi nød i fulde drag! Og “Bare Lykke” spandt som en kælen killing.

Kysten vest for Marseille hedder La Côte Bleue, men overraskelsen var alligevel stor da vi kiggede ned i det meget blå hav. Det er en ordentlig klat blæk nogen har tabt her.

Frioul-øerne, 2 sømil fra Marseille, er det første sted med god ankervig, så den gik vi efter. Smukt ankersted, men lidt uroligt med dønninger fra Marseilles trafik og de lodrette klippepartier.

Advertisement