8. maj 2015

Middelhavet levede op til sit ry: Enten er der for meget vind eller er der for lidt! Fra Palermo hen over Nordsicilien gik det for motor i meget svage vinde. Kystens bjergrige partier ligner de motiver, som danske guldaldermaler rejste her ned for midt i 1800-tallet: Mangetonede bjergpartier i maleriets dybde, dovent Middelhav, en fisker med sin pram eller en halvpåklædt skønhed her og der.

Cefalu med sine skønne bybilleder, men mange turister, blev afsæt mod De Lipariske Øer eller på græsk, Æoliske øer. Den græske vindgud gav navn til øerne (ham, der gav Odysseus en sæk, hvor modvinden var lukket inde i, men som hans mandskab kom til at åbne – dumt!).

Første ø Volcano, 2.500 år siden den dukkede op af havet. Fin ankerplads, det boblede fra havbunden med metangasser, og på stranden har vulkanerne efterladt et mudderbad, hvor gammel hud bliver som nyfødt. Soppede, men det synes ikke at være nok.

Lipari er hovedøen med vist 10.000 indbyggere. Ingen decideret havn, men pontoner lægges ud fra stranden i sommerhalvåret. En ponton var klar da vi ankom. Igen stor hjælpsomhed med tillægningen.

Øgruppens højdepunkt, både oplevelsesmæsigt og bogstaveligt, er Stromboli. Det er en aktiv vulkan, der siden oldtiden har været Middelhavets første fyrtårn, for den er til stadighed lidt aktiv, og dens lysende lavesprøjt ses stadig vidt omkring, op til måske 60 sømil væk.

Lige inden mørkets frembrud sejlede alt flydende materiel med turister ud vest for øen og håbede på udbrud. Stromboli var tilbageholdende og gav os kun ét bette puf med ildsprøjt, og det satte juhu-råb i gang på turistbådene.