20. maj 2015
Moderat tidligt op, nu skulle vi jo til Grækenland, så lidt i 6 ringede vækkeuret (eller iPhonen, som det jo er), så vi kunne komme af sted, for at passere Canale d’Otrante (Adriaterhavets udmunding i Middelhavet), og være på Korfu i god tid inden mørket.
I kahytten ved pantryet havde en underlig lugt ind imellem undret aftenen før, og bag Vitters nattesøvn havde underbevidstheden arbejdet med sagen. Før Jens var kommet ud af køjen var bundbrædderne oppe, og Vitter kom med ovennævnte melding, hvilket nok kunne få søvnen ud af øjenkrogene.
Det var brændstof, diesel! Sporet ledte, ikke overraskende, bagud mod motoren, hvor der imidlertid ikke kunne ses utætheder. Vandudskiller, dieselfiltre, brændstofpumpe, højtrykspumpe, utætte samlinger eller slanger, det hele tumlede rundt i hovedet og blev undersøgt. Og den sorte farve, smøreolie fra motoren.
Men som tidligere var det den mest simple og indlysende årsag. Den ene af vore tre BILTEMA brændstofdunke lækkede! Vi har 60 liter diesel ekstra, og de står i det agterste opbevaringsrum, og den ene dunk var fyldt op dagen før, og kunne åbenbart ikke længere stå for håndteringen, holdbarhed 1 år! Diesel sivede fra dunken ned gennem motorrummet, hvor en del snavs og sort olie blev vasket ud, og videre frem under bundbrædderne.
Møgbeskidt arbejde i den tiltagende morgenhede, med at suge diesel op i tomme plastvandflasker og stuve dem til side.
P.S.: Kan vi mon ikke få lidt medynk på den historie?