30. juli 2015

Vi var jo noget spændte på grækernes møder med EU og de andre af deres finansieringskilder, da vi kom herned.

På medierne derhjemme og på aktiekurserne kan vi følge, at vesten vurderer dramaet som mere eller mindre afværget. Overskrifterne har skiftet fokus til noget andet, der bedre sælger aviser eller løfter seertal. Den græske hverdag er åbenbart knap så interessant.

På Kefalonia kørte vi jo en tur, mens Peter, Sisse og drengene sejlede et par dag for sig selv. Vi overnattede hos Katarina og Christos, et ældre græsk ægtepar. Han emigredede til USA i 1968, sikkert i en alder først i tyverne, og steg i land dér uden en cent på lommen, kun græsk som sprog og uden familie eller andre relationer. 25 år senere havde han solgt sin restaurant, arbejdet på metalfabrik og flyttede tilbage til Grækenland og byggede tre huse for sin mindre formue, og det lever han så af at leje ud til turister nu.

”Jeg forstår ikke den behandling, Grækenland får” sagde han. ”Hvorfor hjælper kreditorerne os ikke ved at sætte os i stand til at tjene penge, så vi kan betale vores gæld? Det gjorde USA efter krigen overfor Europa, ja selv over for den tidligere fjende, Tyskland. Og grækerne er et arbejdsomt folk.”

Christos ord vejede som ord fra en ældre mand med en lang og bred livserfaring. Om den ene medicin er rigtig eller en anden, skal vi ikke gøres os til fagdommere over.

Hvad vi ser er stigende stilstand, projekter stopper, turister bliver væk. En biludlejer sagde at det er den værste sæson i 25 år, og det er især grækerne, der mangler, de har ikke pengene.

En grønthandler harcelerede over den øgede moms på fødevarer ”Så sælger jeg mindre, og jeg skal betale mere, når jeg selv skal købe, og vi har ikke pengene!”

I Preveza skulle vi købe en dims til båden. ”Udsolgt for i år” sagde indehaveren, ”og vi kan ikke købe mere, lagrene i Athen er tomme, og for de 50€ om dagen, som vi må købe ind for til forretningen, kan vi i øvrigt ikke få ret mange varer!”

Christo havde været i Kefalonias hovedby, Argistoli (25.000 indbyggere), den dag vi ankom. Han skulle i banken. ”Hvis man kommer for sent er det umuligt”, så han mødte op ved banken kl. 7, en time før åbningstid og efter tre kvarters kørsel den morgen. Køen var lang, 135 mennesker, og da banken lukkede for middagsheden ved 12.30 tiden, og han havde han stået i over fem timer i heden (over 30 grader), var det ikke blevet hans tur endnu, da var der 250 i køen. Han fik skabt kontakt til noget bankpersonale og gjorde opmærksom på, at han faktisk ville sætte penge ind i banken, modsat den langt overvejende del, der kom for at hæve deres max. 60€ dagligt. Det lykkedes ham så alligevel at komme af med sine penge, inden han vendte snuden hjemad. ”Jeg betragter EU-landene som vore brødre, men behandler man brødre på den måde?”

Vi havde ikke noget godt svar på hånden. Vi så statslederes udtalelser om, at det græske folk ikke skulle ydmyges; det er ikke lykkedes!

Og ingen af grækerne, som vi har talt med, mener at de har set skyggen af, hvad den oparbejdede gæld er brugt til.