
10. august 2015.
Galaxidi er en dejlig lille by, og et fint udgangspunkt for en tur til Delfi, rigtig manges fælles udgangspunkt for vores vestlige kultur. Midtpunktet for hele verden var jo her, Zeus sendte to ørne ud fra henholdsvis vest og øst, og de mødte hinanden lige her i Delfi.

Og så var der jo kvinderne, der talte i tåger, som om det ikke er set mange gange siden. De religiøse, præster o.s.v., satte tågesnakken i system og Delfi blev stenrig, det er vi jo nok nogle, der kan lære noget af i vores næste liv!

Præsterne puttede det meste af rigdommene i lommerne, men resterne blev omsat i store bebyggelser, templer, stadiummer, gymnasier m.v., og det kan vi se resterne af i dag. Det er imponerende at være i dette historiens kraftige vingesus, ih, hvor de magtede meget dengang.

Vi havde begge samme Oldævl lærer på gymnasiet (Gørges, der i sin senilitet lagde Odyseen på sin stol ved pulten og sin siddepude på katederet). Gørges snakkede vi meget om den dag i Delfi.

Og rådet: Spåkonerne er for længst forsvundet og præsterne ligeså, men ved Sibyls Sten syntes vi at høre noget tågesnak, men måske blandede det sig bare i vores pludren: ”You will sail North, South, East and West”.



