
15. august 2015
Efter Korinth lokkede “The Milk Way”, som kursen kaldes for de enorme mængder af flåder af leasingbåde, der strømmer til fra Athensområdet ned gennem Den Saroniske Golf til øerne Aigina, Poros og Hydra.
Første stop Agkistri, en fin bugt på øens sydvestside. Vitter vil nok mest huske den for en meget urolig ankerplads natten igennem med pålandsvind og vel en meter høje, krabbe søer.
Vi fik den næstsidste plads i Aigina, da vi ankom sidst på formiddagen. Fin plads langs ydermolen. Byen var hyggelig, omend turismen presser miljøet, i hvert fald de første 10 meter fra kajkanten. Længere oppe er der ro på, og spændende steder at opleve.


Meget spændende var Affina-Templet højt placeret over havet. Vores første tempel siden Delfi, og en oplevelse, da de velbevarede rester nemt gav fantasien næring.
Poros var anbefalet af venner, endda Mikes bar med tilhørende gratis havneplads. Det tip virkede godt nok, indtil Mike fandt ud af, at de godt 12 meter båd kun rummede to potentielle gæster. Så han fik os af vejen og ventede på en eller flere charterbåde med syv til ti mands besætninger, forgæves!

Poros var meget mere turisme, her i højsæsonnen. Hele havnefronten var restauranter, cafeer og gøgl. Havnen godt kaotisk med delvis dårlige fortøjringsmuligheder. Nabobåde nævnte kaosset i Hydra som langt værre, så efter en fin morgengåtur rundt i byen havde vi fået nok af “The Milk Way” og intens-turisme og så satte vi kursen nordpå og lod Hydra ligge og vente til forårsruten.