11. oktober 2015.

Inde midt i ”hovedstaden” på øen Chios, i byparken, stod teltene på række. UNHCR-teltene og ”Spejdersport-teltene” mellem hinanden. Tykke brandslanger forsynede vandposter, børn spillede bold på stierne, tøj blev vasket og en flygtningelejrs øvrige dagligdags gøremål udspandt sig. Nyankomne flytninge hilses velkommen af de allerede ankomne. Det generelt vel noget fjerne, nærmest abstrake United Nations, hvis det ikke lige var for den fine bygning i New York og Lykketoft, der lige nu er ”formand for hele verden”, det UN er her meget synligt, aktivt og gør den forskel, som det skal. Dejligt!

Vi passerede i kanten af parken i Chios. En yngre mand cirka på vores børns alder, kiggede ud på os inde fra parken. Vi hilste, smilede, smilet gengældtes. ”Welcome to Europe. Hello, we are from Denmark!”. ”Thank you, I’m from Syria. Sorry for all that mess with our wet clothes, but it all got wet on our way to here” undskyldte den synligt afbalancerede, glade, afslappede, tilfredse, mørke mand. Han var ankommet for to dage siden følte sig klart nærmere sit mål.

Konfronteret med ”Kød og blod” fra mediernes fortællinger og propaganda om flygtninge overvældede følelserne os, luksusturister, som vi jo er, midt i denne elendighed. Hvad kan vi gøre? Nabolagets grønthandler vidste, hvad han kunne. ”Der er mange uden penge, mange med store børneflokke. Vi giver, hvad vi har til overs”, sagde den unge grønthandler, der bestyrede sin fars butik, og selv var på vej til ”The States”, for her i Grækenland kunne han ikke benytte sin universitetsgrad i marketing til noget som helst. ”Europe doesn’t have a holistic view on the refugee-chrises”.