Morgenbad på stranden ved havnen, derfra hen på molen og sige godmorgen til vores allesammens læremester, Pythagoras, der står her på havnen i skulptur med sin retvinklede trekant (3-4-5).
Vi er i Pythagorion på Samos, og her har vi været før. Med børn og svigerbørn for vel 9 – 10 år siden, og i 1998 med gode mandevenner i en lejet sejlbåd. Vi cruisede rundt om Patmos, Leros og Kalymnos, og det inspirerede i retning af det, som vi gør lige nu.

På Samos er vi nu kommet sydpå igen. Efterårsvejret er 20 – 24 grader, vandet 22. I solen er der godt og vel lunt, og det er ikke koldt når det blæser. Men udsigten for de næste 10 dage indeholder nogle dage med regn, og det er vi ikke vant til.
Tavernerne er ved at lukke ned for sæsonen, rydder op og pakker væk. Kattenes fødekilder forsvinder dermed, og de går udsultede rundt og er ret så kælne. Grækerne ser ud til at nyde deres roligere hverdag, arbejdet eller hvad de nu tager sig til.
Her i havnen er der en dejlig ro, og en håndfuld andre både, så vi føler os ikke helt alene. Vi har godt 30 sømil til vores vinterhavn, en dags sejlads, så den næste uges tid sejler vi nok i kølvandet på tidligere ture i her i den nordlige del af Dodekanserne, for “Bare Lykke” skal først op om godt en uges tid.

Nedenfor friske sømænd i 1998……




