3. november 2015.

I det tilstundende mørke blev vi gennet ind i et sort VW minivan, kørt skrumlende ad byens overfyldte, brolagte gader, små bumlende gyder og stræder, akkompagneret af lyden fra minareternes jamrende bønner. Med ét stoppede minivanen og vi blev læsset ud. “Ligefrem og ind gennem hullet i væggen”. Her stod vi så, et øjeblik rådvilde, til vi besluttede at følge de snævre trapper op.

Kort tid senere lå vi så begge på en meget varm marmorplade, afklædte og kun skærmet af et skærf af afmålt størrelse. “Bliv liggende så varmen stiger rigtigt op i kroppen!” lød ordren kort, og det gjorde vi så. Selv 100 kg blandet kød, fedt, knogler m.v. dæmpede ikke den stærke varme, og efter vel 20-25 minutter var kød og fedt ved at falde fra knoglerne, som var det godt kogte suppeben.

Efter en tur i sauna dukkede der så en tyrk op, en mørk en med en tæt, muskuløs, bar overkrop, sorte øjne og hår på bryst og ben og sendte os i hver sin retning. Tyrken stirrede stift på mig. “Follow!”, lød ordren, og så greb han mig ved vingebenet og klaskede mig ned i endnu en marmorbænk. Efter at den noget mindre tyrk havde taget mig i nøjere øjesyn pegede han på mig og stak to fingre op i hovedet på mig og komplimenterede mig hvast: “Two bodies!”

Med noget, der mærkedes som en mellemgrov grydesvamp, kradsede han først al huden af mig, og tonsvis af store, sorte flager blev rullet af og løb med skyllevandet ud i kloakken. Da jeg var lyserød, som en nyfødt julegris, hældte han gentagne gange store baljer nærmest kogende vand i hovedet på mig og kommanderede mig på marmorbænken igen. Så kom han en blanding af sæbespåner og brun sæbe hen over hele kadaveret, fik det til at skumme og så vældig fornøjet ud, mens sæben sved i mine øjne.

Næste trin havde han helt tydeligt glædet sig til. Først vred han alle mine fingre af led, så de knækkede og splintredes. Fødderne brækkede han også eftertrykkeligt, og i håbet om at vi i fællesskab skulle slå korsets tegn, så lod jeg ham hive mine arme på tværs af brystkassen, kun for at opdage, at det handlede om, at han forsøgte at knække både arme og brystkasse på en gang, som han jo allerede havde gjort det med mine fingre og fødder. De næste timer, føltes det, bragede resten af knoglerne, mens han knækkede dem en for en.

Næsten på højkant igen knækkede han mit hoved kraftigt nedad, klaskede sine indsæbede håndflader ind i mit ansigt, for at slutte med at hælde noget mere kogende vand over mit øre hoved.

“Finished” lød det endeligt fra tyrken, “tips welcome” sagde han og understregede det ved at gnide tommel- og pegefinger mod hinanden, mens han stirrede mig stift i øjnene.

En halv time senere havde en kirgisisk kvinde, der øjensynlig ikke besad nogen form for aldersmæssig selverkendelse, søgt at pille de resterende vedhæftninger af kød fra mine knogler ved at gnubbe med noget olie.

Alt imens var Vitter blevet vasket, masseret, skummet ind, skyllet og oliemasseret, og hun følte sig som et nyfødt barn, der var blevet nusset og vasket af den kvindelige massøse.

Og så stod vi begge i mørket på gaden uden for hullet i muren, som vi intetanende havde passeret et par timer tidligere.

Man har ikke rigtig været i Tyrkiet, før man har været i Hamam (tyrkisk bad), så nu har vi været rigtig i Tyrkiet. Renskurede og afslappede, som var vi fødte på ny, er vi nu klar til at indtage imponerende Istanbul, denne sprudlende smeltedigel af kulturer på kanten af Europa og Asien. Dejlig oplevelse.