2. november 2015.

På vej hjem topper vi lige oplevelsesregistret op med Istanbul. Det er Europas yderste forpost mod sydøst, og har som sådan oplevet dramatiske omvæltninger i hele den historiske tid.

Vores fordomme vælter kraftigt omkuld, her i Istanbul. Det er en skøn by, travlhed, pulserende, dyre biler og gammelt skrammel, moderne kollektive transportmidler, city-arkitektur, der ikke lader Frankfurt noget tilbage. 12 mio. indbyggere, og dem vi har mødt har alle været imødekommende og hjælpsomme.

Og så alt det turistede: Kæmpe moskeer, paladser fra det osmanske rige, guld og glimmer. Kulturer brydes, og det hele ser ud til at gå op i en højere enhed. Hele tiden noget nyt at opleve. Og meget stor venlighed, ikke kun når vi skal turistsnydes. Masser af unge mennesker. Og selvfølgelig fattige mennesker, noget snusket, men ikke mere, end der har været mange andre steder på vores tur.

Vi troede, nok lidt naivt og noget sat på spidsen, at det ville lugte kraftigt af hvidløg allerede i flyet på vej hertil, at hver anden indbygger bar bombebælter, at tidsplaner var en by i Rusland, og at man vel nærmest stadig sov i beduintelte. Hvor skulle vi have hørt andet? fra den danske propaganda-presse? Intet er tilnærmelsesvist gået i opfyldelse.