16. april 2016.

Leros Artemis Boatyard ved Leros nordlige bugt Partheni har været rammen om vores tilværelse i godt 1½ uge her i foråret og noget lignende i oktober.
Der er en særlig ro over øen. Turisterne har ikke så nem adgang, som til Samos, Kos m.v., hvor der er store landingsbaner til charterfly. Turen til Leros er med omstigning i f.x. Athen og enten med fly eller færge videre. Så de godt 8.000 indbyggere på Leros har det mere ugenert, end på de andre øer.
Den snak kom på bordet mellem vinbondens Giorgos intense rosevine, da vi besøgte ham i går. De unge, hans børn, kunne godt tænke sig lidt mere liv på øen, flere turister, mere omsætning og udvikling. Større landingsbane.

Giorgos er 66 år og hans smilende kone synes, at det er fint som det er. Hans mere end 30 års tilværelse som post på øen er de sidste mange år skiftet ud med produktion af ca. 5.000 flasker vin årligt fra Iokallis Wines, rød, hvid og rosé; den bedste og mest karakterfulde rosé vi har smagt.
”Man skal ikke sove hele dagen, det bliver man syg og dårlig af!” så Giorgos sover ikke til middag. Efter et glas vin midt på dagen føler han større styrke til at tage fat i vinmarken.
Efter den gode rosé vin, hjemmelavet ost og brød uden kemikalier, skulle vi ned og se vinlageret i et overskueligt kælderrum med aircondition, hvor han har flasker fra alle årgange. I haven citroner og tomater, og et lille lod, der står parat når kræfterne engang ikke strækker til vinmarkerne. Her hjælper sønnen på midt i 30’erne med det tungeste.
Sønnen er i virkeligheden økonomichef på det psykiatriske hospital, øens store arbejdsplads, hvor også datteren arbejder som sygeplejerske. Hospitalet rummer 300 patienter fra hele Grækenland, en gang 1.400 patienter under samme rammer, og under oberstjuntaen først i 70’erne også alle intellektuelle, der satte sig op mod styret.