20. maj 2016
Ind i mellem lejer vi bil for at se på øerne bag kysterne. Astipalaia er på størrelse med Ærø, så der måtte da være noget at se fra bil. Måske ikke til en hel dag, så vi fik et tilbud på 15€ for en bil fra ved godt middagstid. Det viste sig at være god tid til at bese øen fra dens vejnet.
”I kan køre på de røde veje, de er asfalterede” fortalte udlejeren og gav os et kort at køre efter. Vi så på kortet og vurderede at der så var 15 km vej at køre på, højest, svarende til 1 € pr. kilometer, gennemkørt på 20 minutter. ”Og med stor forsigtighed på den gule veje” tilføjede han så. Ja, ja, de er så forsigtige, de udlejere. Vi fik en gammel Hundai udleveret, rimelig rengjort og OK, men ikke mere end det.
Og så afsted, ad de røde veje, der imidlertid havde fint sortgråt asfalt og slet ikke så røde ud og svære at orientere sig på. Hårnålesving og 10 – 13% stigninger, smalle veje, men asfalt. Snart kørte vi ud på en gul vej, der mere var klippegrund og store stenstykker end vej, og med større stigninger, eller fald, for vi kørte stejlt nedad. Gad vide hvem, der kører her, snakkede vi om, og mens vi kørte nedad mod en vig med strand, tænkte jeg om bilen overhovedet kan køre op ad de uvejsomme, humblede klippeveje igen.
Vel oppe på asfalten igen havde vi fået nok af de gule veje og drønede afsted med måske 30 km i timen ad asfaltvejen. Vi røg dog på endnu en ”gul vej” på øens nordøstlige side, men den var bred og jævn, så ingen problemer. Faktisk var den ved at ”skifte farve”, for vi kørte på det jævne underlag til en kommende fin og bred asfaltvej.
Det viste sig, at der var ved at blive anlagt vel 10 km asfalt vej til øens nordvestlige hjørne. Arbejdet gennem det uvejsomme terræn tager knap et år med 13 (eller sagde han 30) mand, 3 gravkøer, flere voldsomme lastbiler m.v. Vejen vil forbinde det lille fiskerleje Vathi, hvor der vel bor 10 – 15 personer, med øens hovedby…..
S/Y Bare Lykke 