Hele 2-do-listen tjekket af

Vitter pudser og polerer. Dejligt vejr til forårsklargøring.

4 april 2017

Mindst et kvartals abonnement i et fitnesscenter er afpareret mens “Bare Lykke” stod på vinterpladsen, med 300 gange op og ned ad den 4 meter lange stige, suppleret med mere fysisk arbejde, end vi er vant til.

Af sted ugen før med SAS hele vejen fra Tirstrup til Athen via Kastrup. 640 kr. pr. billet incl. 23 kg bagage!

Vores badestige er vist den mest berejste af slagsen.

Tre gange Grækenland – Aarhus tur/retur, har den gamle badestige foretager, hver gang for at blive repareret efter kollision med en kaj, og hver gang har en ”uopdragen færge” været skyld i balladen. Nu er en helt ny konstrueret, og den kom med, igen i en fantasifuld indpakning, der hver gang har udfordret det morgenduelige personale i lufthavnen.

Nu kender vi jo turen, og eneste variation var Yannis, den tidligere græske forbold-landsholdsmålmand, der agerede taxa med sin søsters bil og kørte os fra Athens lufthavn til Preveza-bussens uautoriserede stoppested ved motorvejen, så vi kom med en bus fire timer tidligere end forventet.

“Bare Lykke” til højre for Ullas og Jørns “Mette”. Den grå er fra Kerteminde, så de tre havde sikkert hygget sig med modersmålet den relativt kolde vinter igennem.

“Bare Lykke” havde overvintret fint. De billige presenninger holdt til vind og vejr og beskyttede teakdækket mod solen, næsten intet støv, og om læ så der så fint og rent ud, som da “Bare Lykke” blev forladt midt i oktober.

Se lige fribordet!

21 opgaver med forårsklargøring og 14 med forbedringer senere skinner hun (“Bare Lykke”) om kap med forårssolen med sit maskinpolerede fribord, nye badestige, rene dieseltank, lamelkøjebunde og de nye ekstra ildslukkere, blandt en hel del andet.

Søsætningsøjeblikket, hvor skibets skrog skærer “den tynde hud mellem vand og luft” (Troels Kløvedals betegnelse), sætter realiseringen af drømmene i gang.

 

Advertisement