
28 april 2016
Mens vi i Danmark ser tilbage på vores nations mere end tusindårige historie, så er vi her på Balkan næsten lige midt i historieskrivningen om nationers fødsel. For godt 10 år siden, i 2006, stemte Montenegro sine godt 600.000 indbyggere selvstændige fra Serbien, som den seneste af flere hundrede års koalitionsparter og besættere.

På få hundrede sømil er vi sejlet langs Balkans Adriaterhavskyst fra Grækenlands tusindårige kultur og historie op i resultaterne af en af nutidens konflikter. Efter Albanien er vi i området, der i knap 100 år frem til årtusindeskiftet hed Jugoslavien. Fra 1992 til 2006 blev der ikke mindre end syv nationer ud af det, men det gik som bekendt heller ikke stille af sig.

Der er gang i det her i Montenegro. Landet fremtræder meget vestligt, der er nok af velforarbejdede produkter på hylderne, og at dømme på bilerne er der en bred middelklasse, der har godt råd. Tingene ser velholdte ud. Medlem af Nato og det mest kvalificerede ansøgerland til EU.
Og så må de tjene penge, vi betalte 62€ for at ligge 18 timer i marinaen i Bar! Og da vi klagede vores nød fortalte de, at det bliver meget værre i Kroatien…….
