”It is a bad day, a very bad day!”

“Bare Lykke” ved ydermolen, som for knap to år siden.

16 april 2017

Det er Påske på Corfu!

Siden vi anløb Mandraki Marina ved byen Kerkyra/Corfu Langfredag midt på eftermiddagen, har vi de følgende par dage oplevet flere, meget store musikalske sørgeoptog, glædesfejringer hvor kæmpe lerpotter styrtes ned på fortove og pladser fra femte sals højde, meget store folkemængder, udendørs messer, det største fyrværkeri vi har set, og meget mere.

Fredag aften satte mørket, stearinlys, ansigterne og musikken det hele i en intens sørgende ramme.

”It is a bad day, a very bad day” sagde souvlaki-mamma, da vi Langfredag aften bad om at få serveret en kødret, og så oven i købet spurgte til, om det var den aften, der ville være fyrværkeri. Kød spiser de mange troende grækere nemlig ikke den sidste uge op til Påskesøndag, og fyrværkeri Langfredag, altså! Nej, det er alvorligt, det med Påske her i Grækenland.

Vi oplevede den, ja, fantastiske Påske på Kalymnos sidste år, hvor heller ikke turisterne kunne få kødretter på restauranterne de sidste par dage op til Påskesøndag.

Et af mandskorene med imponerende dybe stemmer.

I år på Corfu i ”hovedstaden” Kerkyra er Påsken lige så fantastisk, men med et helt andet set-up. Byen er større og fejringerne er mere omfangsrige.

 

Sørgeoptogene

De tre gigantiske sørgeparader markerer Jesu korsfæstelse, Langfredag, for en hel del år siden. En parade fredag eftermiddag, en ved midnatstide, og en lørdag morgen. Dertil en række mindre parader med musik og sang rundt om i gaderne.

Optog i almindelig uniform, uden hjelm og fjerpragt. Det er et af de mindre, uden for de tre store.

Der spilles ”sørgelige melodier”, eksempelvis ”Elvira Madigan temaet” fra Mozarts klaverkoncert nr. 21, dog uden klaver. Alle i optogene marcherer i langsom, vuggende gang i takt til stortrommen og de øvrige taktsættende instrumenter.

Udformningen/udklædningen er farverige, skrydende uniformer med hjelme og topduske. Et rødt band, et blåt band og et rosa-lilla band.

Optogene fylder Kerkyras gader og pladser med sine mange deltagere og den kraftigt spillede musik.

Der er ikke overladt meget til fantasien, det er alvorligt det her, og er man i tvivl kan man blot se de tunge ansigtsudtryk, både på deltagere i optogene som tilskuerne; der slås korsets tegn når relikvierne passerer.

Lidt tal på begivenhederne: Hvert optog er med 3 ”symfoniske bands”, og hvert band med op til ca. 320 musikere inden for blæse- og slagtøjsinstrumenter. Hertil krydres med mandskor, kvindekor og blandede kor samt vel 1 – 2.000 marcherende unge og voksne fra skoler og foreninger, alt i velplanlagte optog med en logistik, der må volde en græker hovedbrud. De store optog varer to til tre timer, hver. Når man har fundet sig et sted at se til fra, så passerer et optog på knap en time.

Kulisserne ligner ikke ligefrem en opera, men det er smuk, smuk sang, på et højt niveau, omend nok ikke helt på operaniveau.

Faldt senere i snak med den jævnaldrende skipper på den lokale nabobåd i havnen, en fysioterapeut, der viste sig at være trombonespiller i ”Det røde band”, som også er byens nyeste. Det ældste symfoniske band, det lilla/rosa, er fra 1840. Foruden de tre symfoniske bands her fra Kerkyra er der 16 andre tilsvarende bands på øen. For alle er det en fritidsinteresse.

Om han var træt efter at have deltaget i tre parader på 24 timer? nej, det tænker man først på bagefter.

Han synes nu, at der er gået vel meget turisme i påsken her i Kerkyra hen over de seneste 10 år, kun til gavn for hoteller og restauranter.

Pointen ved Påsken drukner, og det er en skam.

Han forstod slet ikke den danske version af Påsken, da jeg fortalte ham om det. Undrede os måske også, da vi så en avisoverskrift om Langfredag i Aarhus Stiftstidende: ”Fed Fredag får sin egen ginbar med musik” ……

Søndag morgen skulle han stege lam på spyd.

This slideshow requires JavaScript.

Genopstandelserne

Der synes at være hele tre genopstandelser. Allerede fredag aften ved midnatstide tager de fat med en vis fejring og lørdag morgen er sørgetogenes musik måske knap så sørgelige.

Flot dekorerede lerkrukker købes i dagene op til Påske, blot for at de skal smides ned og gå i stykker! (Foto forhåbentlig venligt udlånt af Greek News).

Kl. 11 fejrer begejstrede, kæmpe menneskemængder igen genopstandelsen, ved at være begejstrede tilskuere til at andre styrte lerpotter ned fra husenes balkoner, nogle fra anden sals højde, andre op til måske syvende sals højde. De mindste lerpotter rummer nogle få liter vand og pjasker publikum våde, de største er mere end to meter høje. Enkelte tilskuere kom ikke af vejen i tide og sås med store blødende sår fra hovedbunden.

Purpurrøde tæpper fra balkonerne og nogle fint påklædte damer.

Der er flere forklaringer på, hvad ideen med at kaste lerpotterne ned er. 1) Det skal ligne et mindre jordskælv, der var i Jerusalem samme dag for mange år siden. 2) Det er en efterladt venetiansk nytårsskik, der symboliserer, at man kaster alt det gamle ud for at få onde ånder ud og plads til nyt. 3) Det er en fejring af at man kom af med den venetianske besættelsesmagt efter 411 år, 11 uger, 11 dage og 11 timer.

Vi var ikke alene, måske mere end 20.000 overvejende grækere.

 

This slideshow requires JavaScript.

Op mod midnat til søndag spiller de symfoniske bands i mindre grupper rundt i byens gader, nu mere munter musik, mens de raskt marcherer af sted. Ved midnatstide er der åben, udendørs messe, måske op mod 30.000 mennesker, de fleste med hvert sit stearinlys, der lyser den store centrale park op. Kl. 24 et voldsomt imponerende fyrværkeri (selv om præsten knap var færdig med sin messe).

Søndag er der næsten mennesketommegader, for da fejres genopstandelsen sammen med familien, som afslutter mindst en uges kødfaste med den store påskemiddag, der har særligt spidstegt lam som hovedret.

Her stod vi som sild i en tønde aftenen før.

Dermed sluttede vores påskeoplevelser, og vi tilsluttede os den græske familiehøjtid ved at spise stegt lam på en af byens taverner.