Albanien!

Saranda ‘Marina’. Indhegnet som en del af indklareringsområdet (som Frihavnen). Forbi Port Polices kontrolpost når vi forlader eller kommer. Meget trygt.

25 april 2017

Det er nok det mærkeligste land, vi har været i. Det er positivt ment, for oplevelsen at være her er stor. Det hele har været meget anderledes, lige siden vi kom for fem dage siden og det vil det være, til vi er ude af landet i morgen på et tidspunkt. Vi var her i øvrigt for knap to år siden og lærte om “Maos Lighthouse in the west”

På den ene side er de vestlige ”forbilleder” ikke trængt så kraftigt og konsekvent igennem her, som i Istanbul, Athen og Grækenland eller andre steder, vi har været. På den anden side, så forsøger Albanien af al kraft at være en del af Europa, at blive medlem af EU og er allerede medlem af Nato.

Nato kan nok ikke bruge ret mange af fortidens fæstningsværker. Regimet strøede disse kanonreder ud over landet mod den forventede fjendtlige indtrængen.

Rigtig mange unge taler ok eller godt engelsk, på den anden side så er albansk måske den ældste oprindelige sprogstamme i Europa, og folket med deres kultur et af de oprindeligste.

Juxhin har sin egen fysioterapiklinik i Tirana. Han fortalte om forbillederne i vest, hvor han havde rejst, men er samtidig meget tro mod sit land. ”I want to be here to make things better for my country, and if I travel outside Albania I will return to be even better to make things better for Albania.”

Hvis man virkelig vil stikke ud her, så tager man shorts på og et stort fotoapparat på skulderen. Vi vil føle det utrygt at udstille os på den måde her, men vi er her også før den rigtige turistsæson.

Ved afsejling fra Saranda skal næste destination opgives. Vi opgav den næstnordligste havn Dürres, vel vidende at det måske kunne blive Orikum på halvvejen. Men der regerer Luigi som havneejer, og han havde bragt en anden danske båd i en svær knibe ved at snyde med betaling og papirer, så vi besluttede at tage hele turen på 100 sm til Dürres i et stræk og kom lidt sent frem.

Sejladsmæssigt er det også anderledes. Vi må vist nok kaste anker eller endda lægge til næsten hvor vi vil her i Albanien, men det hele skal rapporteres pr. telefon eller VHF. Der er fire havne, hvor vi skal have en agent til at klare papirerne, som i øvrigt er samme procedure for store fragtskibe. Det koster 50€ hver gang.

Vi ligger i hjørnet af en relativ moderne trafikhavn, og dagligt kommer coastere og lægger til få meter bag os og losser jern, korn eller hvad de nu har med. Vores nærmeste nabo er en ”MAERSK” container, og så føler vi os da lidt hjemme.

Havnepenge er vistnok 15€, men så får vi så sandelig også havn for alle pengene! Her i Dürres ca. 700m x 2.000m havn, Albaniens største ud- og indskibningshavn. I virkeligheden ligger vi nok lidt på trafikhavnens nåde, og der er da også varslet et krav om bestikkelse på 20€, ”Harbourmaster fee”.

I det hele taget er det svært at finde ud af hvad reglerne er og ikke er. ”It is not the system, that is the problem. It is the people!” som den søde kvindelige agent i Saranda udtrykte det. Reglerne anvendes afhængig af vurderingen af omstændighederne, vurderet af de involverede personer, og uden appelmulighed….

Vi er to sejlbåde her, den anden er en tysker, og han er ved at gå helt op i limningen over forholdene (Ordnung muss sein!), og så er det hverken sjovt eller spændende at være her. Ind til videre har vi set oplevelserne i det hele, og så er Albanien en meget stor oplevelse. Kan kun anbefales!

Der er meget godt mad, seafood, lam, pølser og meget andet. Og så er der muslinger. vi sprang nu “Muslinger på colaflaske” over selv om de var billige. Fiskekonens snavsede fingre og mindst en dag uden køl lød ikke så appetitligt!

“Bare Lykke” ved kaj i Saranda som den lille venstre båd i bassinet. Der bygges kraftigt ud i turistområderne langs Adriaterhavet.
Formiddagshvil med majestætlig udsigt højt over Saranda mod Kerkyra.

 

Reklamer