5. august 2014

Van Gogh havnen er sidste stop før Paris Lystbådehavn, Arsenal, så den sigtede vi imod. Storbyen trængte sig mere og mere på, kontor-kolodser, industrier, boligkarréer, mærkelige byområder, og ind i mellem lidt skønhed med parker og træbevoksninger helt ned til Seinekanten. Underligt med en nøgen mand midt i det hele, og mere underligt, hvad han var i gang med i fuld offentlighed, med sig selv….!

I van Gogh havnen var der flydt helt op. Vi lagde intetanende til uden på en sortmalet beboelsesbåd. Et koøje blev smækket hårdt og demonstrativt i gentagne gange, og meget høj musik sat i gang. Vitter sagde, at der var en tosset kvinde derinde, men dem er der jo traditionelt nogle stykker af i havnene, tænkte jeg, mens jeg gik op mod noget, der kunne være et havnekontor.

I mit fravær stod Vitter alene med ”den tossede”, der viste sig at være en syg kvinde, som skønnedes til fare for sig selv og andre. Hun havde revet en masse papir i stykker, der lå og flød på dørken.

I land hilste jeg pænt på seks bevæbnede politibetjente, der styrede ned mod havnen, og før vi så os om troede de, at jeg havde noget med båden med den tossede kvinde at gøre. Jeg forklarede, at jeg i forvejen havde en anden båd og min kvinde, og at hun slet ikke var så tosset endda! Betjentene brød båden op ned til den syge kvinde, og mens de seks bevæbnede betjente var godt i gang med den syge kvinde, så kastede vi fortøjningerne for at lægge os et andet og mere fredeligt sted i havnen.

Længere inde i havnen fandt vi så en anden beboelsesbåd, der lignede noget man kunne lægge til uden på. Det mente en meget let chemise-klædt kvinde om bord nu ikke var nogen god idé, da hun øjensynligt var godt i gang med at hygge sig med en anden, endnu mere let-chemise-påklædt kvinde!

Tredje gang var lykkens gang, og vi fik fortøjet uden på en ubeboet båd, men vi forlod ikke ”Bare Lykke”, og Vitter skulle dulmes med et par store calvados’er, før der var ro på. I nattens løb blev vi i øvrigt kun invaderet af en kat!

P.S.: Van Gogh havnen ligger lige overfor Clichy! Måske var det Marlon Brandos eftermæle vi døjede med….